Åhj! Jeg er træt...
Helene kom hjem mandag eftermiddag, og klagede en smule over ondt i maven...
Næste morgen (igår) både hostede hun og havde stadig ondt i maven, så jeg besluttede at hun kunne blive hjemme... Da det var tirsdag, og min mor derfor ifølge traditionen skulle hente hende og Lucas - lavede jeg en aftale med min mor om at hun ville komme og hente Helene hjemme, kl 1 som sædvanligt (hun havde det trods alt ikke værre end at aftalen kunne holde - hun havde både fjollet og hoppet rundt (og ind i mellem klaget over ondt i hoften)).
Da jeg nogle timer senere (efter at have ordnet Helenes værelse - hun skal nemlig have ny seng og i den forbindelse rykket rundt på det hele) var på vej selv med Erik i barnevognen, ringede Helene til mig, og klagede over at have fået det rigtig skidt.
Jeg kom frem og syntes da også hun var blevet varm at mærke på. Og pludselig opdagede jeg, at hun havde fået udslet på armene, og ved nærmere eftersyn på hele kroppen. Tænkte jo at det nok var skarlagensfeber, og blev bekræftet ved at læse op på det i mine forældres store lægebog. Ringede til lægevagten og de ville at godt lige kigge på hende.
Skyndte mig at give Erik, der lige var vågnet en lille tår før jeg drønede med Helene til Frederikssund i mine forældres bil. Lucas skulle til spejder, så min far ville køre ham. Vi nåede ikke at spise først - det skulle jo kun lige tage max en time (fik at vide at der ikke var lang venteliste hos vagtlægen).
Vi kom derop og Helene synes dårligt hun kunne gå på benet pga hendes hofte der gjorde ondt. Hun bliver rigtig hurtigt pjevset når hun er træt og sløj, og den der med at have for ondt i benet til at gå hører vi flere aftener om ugen. Jeg tog hende op på ryggen og vi gik indad.
Hun fik selv lov til at kører sit sygesikringskort igennem maskinen, og vagtlægen der nok har siddet og kedet sig, kom i samme sekund frem i døren.
Helene blev testet for skarlagensfeber, men den var negativ. Helene syntes også det var meget vigtigt at fortælle lægen om, at hun havde ondt i hoften. Jeg sagde, mest til Helene, at det nok ikke havde noget med sygdommen at gøre, men lægen ville da godt lige kigge hoften efter - da hun var bekymret for om hun måske havde betændelse i hofteleddet, og det var det der havde fremprovokeret feberen. Så vi blev sendt videre til Hillerøds børneafdeling.
Der var vi fremme lidt over syv, en time efter vi var ankommet til Frederikssund... Og vi var efterhånden lidt sultne. Jeg var sikker på vi ville blive kaldt ind, blive tjekket op på få at vide at der intet var galt og så sendt hjem igen efter max en halv time - mente bestemt at det var Helene der spillede lidt komedie for at få ekstra medlidenhedspoint, nu hvor hun også var syg. Men efter tyve minutter i venteværelset var der stadig ingen kommet, og jeg ringede til Bo, og bad ham om at tage op til mine forældre med modermælkserstatning og sutteflaske (han havde været hjemme hos sin far).
Endelig kl. lidt i 8 kom der én og viste os ind på en stue, og stillede os en masse spørgsmål. Helene var ikke så skidt tilpas mere, og blev ligeså rapkæftet som hun plejer at være ;) Humpede dog stadig lidt afsted på sit ben. (Jeg følte mig ikke helt overbevist om at hun virkelig havde så ondt i benet, men hun var jo godt selv klar over at det var pga. benet hun var der, så måske hun bare følte det var for sent at trække i land. Vi fik en sandwich hver, og da vi havde svaret på sidste spørgsmål sagde den rare sygeplejerske "Ja, så håber vi der snart kommer en børnelæge."
Nå!
Jeg ringede hjem til mine forældre, hvor Bo nu også var, for at høre hvordan det stod til og for at sige at vi stadig ikke vidste noget.
Helene og jeg satte os så til at bygge lidt med Lego... Så legede vi lidt med hvad-sådan-én-nu-hedder (med træperler der sidder på en bøjet metalstang). Så ville Helene gerne hen og sidde på skødet af mig... Ti minutter senere villehun godt hen og ligge i sengen... Men der var ingen form for betræk på, så jeg forsøgte at gøre det mere behageligt for hende at sidde på skødet af mig. Ti minutter over 9 var Helene så trætat hun sad og småpeb, gik vi så ud for at høre om det var muligt at komme igen imorgen... Det turde hun ikke helt give os lov til, men blev ved med at sige det så var på eget ansvar. Der var opstået et eller andet akut på en af de andre stuer, hvor samtlige børnelæger stod inde. Jeg spurgte hende hvor længe hun ville tro der gik, hun mente ca. en time... Jeg sagde så vi ville tage hjem og ringe næste dag om en undersøgelsestid. Hun så lidt forkert ud i hovedet, og stak så hovedet ind på stuen hvor alle læger var, og kom ud med besked om at vi lige måtte vente fem minutter, så skulle der nok komme nogen og kigge til os.
Tilbage på stuen fandt jeg så et lagen og smed over sengen, men fandt ingen dyne, så lagde jeg Helene op og gav hend emin jakke over, og fortalte så Bodil-historie (En historie jeg finder på af og til om en pige der kan trylle).
Bagefter lå Helene på nippet til at græde, og da de fem minutter vi blev bedt om at vente pludselig var blevet til 40 minutter gik jeg ud for at meddele dem, at vi ville tage hjem nu og komme tilbage imorgen... Jeg fik dog en anden at snakke med, og hun ville ikke lade os gå hjem. SUK!
Satte mig tilbage på stuen og aede Helene på hovedet til hun faldt i søvn...
Så på klokken, selvom den kun var lidt i ti var jeg alligevel ret træt - og plejer da også selv at krybe til køjs ved ti-tien efter at have sovet den sidste halve time væk på sofaen...
Og jeg tænkte ærgerligt på, at hvad der bare skulle have taget ca 1 time indtil videre havde taget os lidt over 4 timer... Den sidste melding jeg havde fået hjemmefra, var at Erik nægtede at tage sutteflasken, selvom han var ret ulykkelig.
Det mest ærgelige var at jeg stadig var fuldt overbevist om at der ikke var noget alvorligt galt, og at vi ville blive sendt hjem ligeså snart der var én der havde haft 10 minutter til at kigge på Helene. Vi var jo kun taget derop for efter vagtlægens anvisning at være på den sikre side...
Endelig kl 20 minutter i elleve kom der en børnelæge ind til os... Og kl. 11, sad vi ude i bilen og var på vej hjem. Helene var ret svær at få liv i, men det lykkedes til sidst. Hun blev rimlig overrasket, børnelægen, da jeg endelig fik tid nok til at forklare nogen, at det altså slet ikke var pga. benet vi havde taget kontakt, men på grund af udslettet. Hun kiggede på ryg og mave og der var stadig lidt udslet men slet ikke ligeså rødt og hævet som det havde været tidligere på aftenen. Benet kunne uden problemer dreje i alle retninger og feberen var væk... Som forudset tog det kun tyve minutter at afgøre at der ikke var noget galt.
Jeg havde aftalt med mine forældre at jeg bare skulle køre hjem, og så kunne de få bilen imorgen (altså i dag). Bo havde fået noget aftensmad med hjem til mig, og jeg var virkelig blevet sulten!!!!
Det var lykkedes Bo at få en lillesmule kamillethe i barnet og en mindre smule modermælkserstatning - og nu lå han ellers sulten og sov , helt udmattet.
Han vågnede ikke engang da jeg tog ham op, efter jeg selv havde spist, men suttede grådigt mælk i sig i søvne...
Jeg kom i seng ved 1-tiden... Det er jo egentlig ikke voldsomt sent, men i forhold til hvad jeg plejer... Og jeg kunne slet ikke hænge sammen iorges, da jeg skulle op og have Lucas i skole... Nu glæder jeg mig bare til at krybe ned under dynen i aften :)